Knowledge Hub Zealand: Vision om innovations – og testcenter i Kalundborg

Knowledge Hub Zealand: Vision om innovations – og testcenter i Kalundborg

25-08-2018

Viden- og innovationscentret Knowledge Hub Zealand, som uddannelsesinstitutioner, kommune, region, Novo Nordisk, Novozymes og andre lokale virksomheder har dannet, er i gang med at gøre store visioner til virkelighed.

I Kalundborg går man med store planer. Den vestsjællandske by er hjemsted for en række avancerede bioteknologiske produktionsvirksomheder med Novo Nordisks insulinproduktion i spidsen. Nu skal fødekæden fra uddannelse over udvikling til produktion styrkes. Der skal opbygges et center til uddannelser målrettet industriens behov, og innovations- og testfaciliteter, som passer til.

Første skridt er at opbygge uddannelsescentret – en campus – som skal hive uddannelsesmiljøet i landsdelen op i samme verdensklasseliga som virksomhederne. Det arbejde er godt i gang.

Biopeople spurgte projektleder Christian Beenfeldt om hvor langt processen er:

”Det første skridt er, at vi er i gang med at opbygge et bio- og procesteknologisk campus i Kalundborg, som skal huse diplomingeniør i bioteknologi- og bioanalytikerstuderende.

Der er finansiering på plads og det nybyggede uddannelsescenter, dimensioneret til en fuldt indfaset uddannelse, kommer til at stå færdigt i 2020. Indtil da bliver der etableret midlertidige løsninger i pavilloner”, siger Christian Beenfeldt.

Projektet går snart i udbud og Absalon er bygherre. Derudover en masse infrastruktur og byggemodning - bl.a. kommer der et stationsstop og en overgang over til Novo Nordisks og Novozymes' produktionssites som også huser NNIT og NNE, så der bliver nem adgang for medarbejdere.

Innovationscenter på tegnebrættet

Det næste trin i processen er et banebrydende test- og udviklingscenter for produktion og proces, som stadig er på tegnebrættet. Pt er der dialoger med fonde, oplyser projektleder Christian Beenfeldt.

”Næste skridt bliver finansiering af innovationscenter, som vil skabe fantastisk synergi på campus. Det bliver miljø hvor man kan udvikle og afprøve ny teknologi. Og det vil være en stor hjælp for bl.a. startups.

Når biotekproduktions-startups, der kommer ud fra forskningsmiljøerne bliver for store til universitetsmiljøerne, fx når de går over 200 liters bioreaktorer og ikke kan arbejde i laboratorie- eller lille pilotskala længere, skal de have et hjem: Knowledge Hub Zealand. Vi har en fantastisk beliggenhed herude i forhold til industriel infrastruktur. Novozymes har fx Nordeuropas mest avancerede rensningsanlæg på sitet. Kalundborg Forsyning har i sig selv en superavanceret forsyningsinfrastruktur. Vi forventer at kunne koble os på den symbiose.

I en almindelig laboratoriekontekst ville det koste dyrt at etablere det. Her vil man kunne lave mobile setups, teste nye teknologier og produkter, uden at skulle etablere spildevandsforsyning til mange millioner kr. Det er en af vore unikke styrkepositioner at der i forvejen er investeret mange milliarder gennem årene og det kan virksomheder, små som store, have usædvanlig meget nytte af.”

Vi har lavet en strategisk arbejdsdeling med universitetsmiljøerne. DTU og de andre universiteter har pilot plants op til en vis størrelse, og så har vi dette center, som står åben som en ressource for universiteter og forskere og virksomheder. Det vil være en stor styrkelse, for det er noget, vi mangler nu i universitetsmiljøerne i den størrelse og skala”.

Setuppet bliver, at der kommer aflukkede moduler, med adgangskontrol og et GMP-simuleret miljø, så man kan overføre resultater til produktion, samtidig med at man kan have studerende og forskere - uden at de kommer i direkte kontakt med og forstyrrer kørende produktion .”

Hvilke muligheder er der pt. for mindre virksomheder?

”I forhold til startup-virksomheder har vi et nært samarbejde med Biopro-netværket, som er startet for at tage de virkelig gode forskningsideer fra universiteterne og få gjort dem til kommercielle virksomheder. Indtil videre er ni startups kommet ud af det miljø, og en af dem er på vej til at blive en rigtig virksomhed.

Vi er også i gang med projekt sammen med Væksthus Sjælland, hvor Biopro-virksomhederne kan få støtte til at øge eksport og kontakt med internationale kunder. Disse virksomheder er født til at være globale med deres produkter, så der hjælper vi med kontakt til internationale kunder.

En anden ting: Der pågår kommercielle forsøg, hvor de små startup-virksomheder får deres første rigtige kommercielle kunde fx Novo Nordisk eller Kalundborg Forsyning, hvor de tester deres teknologi af. Det er en unik fordel, som man ikke kan få andre steder. Det giver virksomheder med potentiale en helt anden kundekontakt.

Vi ser en stærk synergi i forhold til de meget stærke innovationsmiljøer i hovedstadsområdet. Når visse af de virksomheder bliver for store og procestunge, kan vi gøre rigtig meget for dem. De kan flytte herud på samarbejdsplan allerede nu, og senere i vores fysiske faciliteter, når vi får etableret dem. Det er også unik mulighed for de studerende, som får meget virksomhedsnære aktiviteter, også for start-ups,” fortæller Christian Beenfeldt.

Læs mere:

Præsentation af Knowledge Hub Zealand (pdf)

Knowledge Hub Zealand website

Biopro network website

SAM-KAP projektet: Samarbejdsplatform for kvalificeret arbejdskraft til Region Sjælland, med Biopeople som lead partner, har som mål at sikre kvalificeret arbejdskraft til Region Sjællands produktionsvirksomheder.

Close
What are you looking for?
By using this website, you agree to the use of Cookies to give you the best user experience.Ok